Er du professionel kunstner? Prøv et 2 ugers refugiumophold på højskolen
Er du forfatter, musiker, maler, performancekunstner, danser, illustrator eller anden slags professionel kunstner? Og har du mod på at prøve et anderledes ophold i forhold til dit virke? Så er et gratis refugiumophold på højskolen måske lige noget for dig!
2 uger på højskole
Vi har en drøm om at omdanne 1. sal på højskolen til et refugium for professionelle, udøvende kunstnere. Vi er i gang med de indledende øvelser af projektet og har sammen med arkitektfirmaet Friis Andersen Arkitekter udarbejdet et prospect. Inden vi for alvor kaster os ud i den kæmpe proces, et sådant projekt er, vil vi gerne drage os nogle erfaringer – bl.a. med i første omgang at tilbyde korte refugiumophold af 2 ugers varighed til relevante kulturaktører.
Når projekt “Genstart af Marielyst som kunstnerkoloni” bliver en realitet, vil vi tilbyde længere ophold i egen bolig med atelier på skolens 1. sal.
Arkitekttegningen er udarbejdet af Friis Andersen Arkitekter og illustrerer et bud på visionen projekt “Genstart af Marielyst som kunstnerkoloni” med de fine, røde kunstnerboliger.
Det får du som indlogeret kulturaktør
Har du mod på at prøve kræfter med et refugiumophold, kan du se frem til 2 uger med:
- Eget værelse med toilet og bad (du bor side om side med kursisterne)
- Forplejning fra morgen til aften (ekskl. drikkevarer) – du bestemmer selv, om du vil spise på værelset eller i spisestuen
- Adgang til højskolens faciliteter som tæller værksted, mødelokale, vaskerum, bibliotek og øvrige fællesarealer samt højskolens koncerthus (med Steinway flygel), når salen ikke er i brug
- Gratis parkering og WIFI
- Fri adgang til alle aktiviteter i højskoleprogrammet i den pågældende periode
Højskolen ligger blot 300 meter fra Østersøen og den flere kilometer lange lækre badestrand – et oplagt sted til at finde inspiration, ro og måske motiver.
Søndagssalon – deltagelse som salongæst
Som indlogeret kunstner på et af vores refugiumophold forventer vi, at du deltager som salongæst i vores nye tiltag Søndagssalon. Som det fremgår af navnet finder arrangementet sted om søndagen kl. 14.30 til ca. 16.00. Her fortæller du (på dansk) om dig selv, din passion og dit virke. Afslutningsvist er der spørgerunde for kursisterne og udefrakommende deltagere.
Gårdhaven er et yndet sted at nyde solens stråler og bliver flittigt brugt af kursisterne fra forår til efterår.
Ophold i 2023
Du kan ansøge om ophold på følgende højskolehold i 2023:
- Hold 4 (5. marts til 18. marts – Søndagssalon d. 12. marts)
- Hold 13 (4. juni til 17. juni – Søndagssalon d. 11. juni)
- Hold 22 (3. september til 16. september -Søndagssalon d. 10. september)
- Hold 25 (1. oktober til 14. oktober – Søndagssalon d. 8. oktober)
- Hold 27 (22. oktober til 4. november – Søndagssalon d. 29. oktober)
- Hold 29 (12. november til 25.november – Søndagssalon d. 19. november)
OBS: Pr. 8. februar 2023 har vi fået så mange ansøgninger, at det ikke giver mening at skrive til os.
Sådan søger du om en plads
Lyder et refugiumophold som noget for dig, så send en ansøgning til kontor@hsmarielyst.dk med ønske om, hvornår du gerne vil af sted (noter gerne, hvis du har mulighed for at deltage i flere forskellige perioder). Mærk ansøgningen Refugiumophold. Oplys gerne om du fx er vegetar.
Ansøgninger behandles løbende. Der kun én plads på hver af de nævnte hold. Her pr. 8. februar 2023 har vi fået så mange ansøgninger, at det ikke giver mening at du skriver til os.
Højskolen har en imponerende kunstsamling – både udenfor og indenfor – og skolen har sågar udgivet en bog med titlen “Kunsten på Højskolen Marielyst”. Her er et lille udvalg af skolens mange værker, der tæller alt fra skulpturer i forskellige materialer til malerier.
Om højskolen
Højskolen Marielyst er en seniorhøjskole. Bygningen er en hyggelig firlænget gård, der i sin tid fungerede som badehotel. Skolen ligger centralt i badebyen Marielyst blot 300 meter fra den skønneste badestrand og 12 km fra Nykøbing Falster, hvor der er gode togforbindelser til Sjælland. Der er plads til 84 kursister på højskolen.