Praktikant til Kvindfolkemødet 2017

Hvis du brænder for udviklingsprojekter og kommunikation kan dette være den rette praktik for dig!
 

Højskolen Marielyst søger 1 praktikant, der i forbindelse med sin uddannelse ønsker at få hands-on erfaring med udvikling af et event-projekt og kommunikationen omkring det.
 

Projektet er Kvindfolkemødet 2017. Et folkemøde, som vi i 2017 for tredje år i træk afholder i Marielyst på Falster – og som vi har enorme ambitioner for i 2017.
 

Hvor Kvindfolkemødet i 2015 og 2016 først og fremmest foregik på selve højskolen, er ambitionen i 2017 at få sat hele Marielyst området i spil. Og få hele området til at summe af aktivitet med 200 stadepladser med plads til debatter, information, kunsthåndværk og udendørs-aktiviteter. Læs mere om mødet på www.facebook.com/kvindfolkemodet.
 

Lige nu er vi i gang med at få en række med-arrangører af kvindfolkemødet på plads. Når det er sket, begynder planlægningen for alvor – og det er her du har mulighed for at være med og for at præge arrangementet med dine ideer.
 

Din profil:

Du er under uddannelse og læser måske marketing, oplevelsesøkonomi, markedsføringsøkonom, Performance Design, kommunikation, statskundskab, retorik, økonomi, antropologi eller lignende.

Du skal være stærk på processer og projektledelse. Og være god til at sparke døre ind og engagere andre i projektet. Som en selvfølge har du gode evner inden for IT, web og sociale medier.
 

Du er videbegærlig, initiativrig og har stor lyst til at sætte dig ind i nye områder og opgaver, og ikke bange for at tage fat når vi afvikler Kvindfolkemødet. Og så elsker du debat og følger med i, hvis du ikke ligefrem er engageret i, tidens diskussioner om kvinder og magt, om kønnenes manglende ligestilling og kønsidentitet.
 

Din opgave:

Du bliver en del af staben omkring Kvindfolkemødet, hvor kernen er højskolens forstanderpar og de forskellige lokale aktører, der har givet tilsagn om at bidrage til at rykke Kvindfolkemødet op i en højere liga i 2017.
 

Du får kontor på højskolen og skal sammen med staben være med til at udvikle på konceptet for Kvindfolkemødet og skabe de planer og den helt konkrete og praktiske indsats, der skal til for at realisere visionen. Med andre ord: Et ægte stykke udviklingsarbejde, hvor målet er klart, men ikke vejen dertil. Den skal du være med til at finde.
 

Spiller du på et instrument, får du som en bonus på dit ophold rig lejlighed til at spille sammen med skolens dygtige stab af lærere (klaver, guitar, fløjte, violin og kontrabas) og sammen med dem optræde i tide og utide for skolens kursister.
 

Vi tilbyder:

Ulønnet praktik på fuld tid fra 1. februar til Kvindfolkemødet er afviklet medio juni.
 

Du bor undervejs på højskolen og får fri kost.
 

Det er en betingelse, at du kan få merit for dit praktikophold som led i din uddannelse. Undervejs

i forløbet bliver du fulgt tæt af højskolens forstander, hvor du kan drøfte både faglige og sociale aspekter og løbende evaluere. Du får naturligvis også en slutevaluering og udtalelse. Forløbet er et fuldt semester, og altså knap 5 måneder på fuld tid. Der vil naturligvis være plads til, at du kan deltage i eventuel undervisning undervejs.
 

Nærmere information: Ring til forstander Christian Schou på 4037 7470.
 

Ansøgning sendes pr. mail til Christian Schou på cs@hsmarielyst.dk. Send den med det samme, hvis du er interesseret – vi holder samtaler løbende og indgår aftale, når vi møder den rigtige. Info om højskolen: www.hsmarielyst.dk.